Minkens biologi

BEKÆMPELSE AF VILDE MINK


www.friforvildmink.dk


                              Typisk godt levested for mink

HISTORIE OG SLÆGTSKAB

Den amerikanske mink (Mustela vision) stammer fra Nordamerika, hvor den er udbredt fra Alaska til Florida. Siden begyndelsen af forrige århundrede er den blevet opdrættet i fangenskab, da dens skind er attraktivt og velegnet til dyre minkpelse. Også mår – Martes martes, zobel (en sibirisk mårart - Martes zibellina) og nertz (flodilder/europæisk mink – Martes lutreola) er gennem tiderne benyttet til pelse. Minken tilhører mårfamilien (Mustelidae) heraf de små mårdyr sammen med mår, lækat, brud og ilder. De store mårdyr er f.eks. jærv, odder, havodder og stinkdyr.

Omkring 1930 blev minken indført til opdræt i europæiske minkfarme, og efterfølgende har undslupne dyr etableret en vild bestand i hele den nordlige del af Europa (en linie fra det sydlige England og langt, langt østpå og så helt op til nordspidsen af Norge og Sverige). Dertil nogle mindre enklaver sydligere, så den kan nok forventes at brede sig til det meste af Europa.


KENDETEGN

Den amerikanske mink kan for mange mennesker minde om en ilder eller mår. Kigger man efter de rette kendetegn er den dog let at kende. Pelsen er generelt meget mørk, nærmest sortbrun. Den er mørkere end ilderens, hvor den lyse bunduld tydeligt kan anes gennem de mørke dækhår. Mårene er generelt brune eller lysebrune og med stor, hvid hagesmæk. Minkens pels er helt ensfarvet på ryg, hale og bug, og ansigtet mangler ilderens sorte maske på hvid bund. Det eneste hvide på mink er en ca 1 cm stor, hvid plet på underlæben. Efter sigende kan denne plet dog mangle, eller der kan være uregelmæssigt hvidt lidt ned ad halsen. Minkens ører er meget små, lidt mindre end ilderens og væsentlig mindre end mårenes. Minkens hale og benlængde svarer nogenlunde til ilderens, mens mårene har tydeligt lange ben og meget kraftig, busket hale.

De nærmere mål er: kroplængde 30-45 cm (hannen længst) + hale 13-23 cm. Hunner vejer oftest ca ¾ kg mens hanner varierer mere – typisk 1-1½ kg. Undslupne fangenskabsmink kan veje op til 2½ kg og have en kropslængde op til 75 cm med hale. Ofte vil de være flerfarvede eller lysere end vilde mink.

Minkens spor vil kunne afsløre dens tilstedeværelse, især om vinteren. De ligner til forveksling sporene fra ilder og mår, og levestedet kan ikke altid med sikkerhed afgøre hvilken art, der er tale om.  Da minken ofte – på længere stræk - bevæger sig fremad i hop med ca kroplængdeafstand – ligesom de fleste små mårdyr – afsættes derved et karakteristisk spor. Det betegnes parspor, idet begge forben rammer jorden samtidigt, ved siden af hinanden og lige efter forbenenes afsæt lander bagbenene næsten oveni forbenenes aftryk. I dyb sne kan ses en ”plovfure” afsat af kroppen, evt laver halen også en fure.  I forbindelse med fødesøgning, gravning og rumsteren afsættes sporene ofte med alle 4 fodaftryk synlige – som ”alm gang” eller i mindre hop. Det enkelte fodaftryk er lettere aflangt, ca 3-3½ cm langt og 2½-3 cm bredt – parsporets fodaftryk en anelse større. Optræder sporene sammen med rævens kan man tydeligt se at de er 20-30% mindre. Ingen andre pattedyr end mink, ilder og mår afsætter fodaftryk i denne størrelse. Harer og kanin er en del større. Mindre katte eller rævehvalpe mm kan afsætte fodaftryk af tilsvarende størrelse, men disse har kun 4 tæer/kløer hvorimod minken har 5, og det kan undertiden ses. Minken har lidt svømmehud (kun en anelse mere end ilderen) mellem tæerne, men det kan sjældent ses i fodaftrykket.

Minkens ekskrementer er ret faste og cylindriske, med smalle ender. De er 5-8 cm lange og knap 1 cm tykke. De lugter ofte ubehageligt i modsætning til odderens ekskrementer, der har en ret sødlig lugt. Lugt, farve, konsistens og størrelse afhænger dog deres friskhed og af minkens fødevalg. De indeholder tit rester af fiskeben og skæl, som kan dominere så meget at ekskrementerne er løse og usammenhængende. Minken anbringer sine ekskrementer frit fremme på sten, træstubbe og broer mm, formentlig med det formål at de derved bidrager til duftmarkeringen af territoriet.

Minken afgiver sjældent lyde. Fældefangne mink er som udgangspunkt rolige og lydløse, men 20-30% af dem kan godt hvæse voldsomt, evt. næsten ”gø” som også ilderen kan i sjældne tilfælde.


FOREKOMST

Minken findes nu med etablerede vildtlevende bestande i Danmark, og i resten af Nordeuropa. På Bornholm trives de vældig godt, da der her ikke findes ilder, mårer, lækat og brud, endsige ræv. Der kan være en større bestandstæthed i områder hvor der findes mange minkfarme, men i praksis vil minken kunne spredes til en helt landsdækkende bestand. Antallet af nedlagte mink lå i 1970´erne omkring 1000 og omkring år 2000 til 7-8000 individer årligt. Koncentrationerne har i mange år været størst omkring minkfarme, som findes i et forholdsvis meget stort antal i Danmark. I mange andre lande er minkopdræt ikke tilladt. Det er ikke muligt at afgøre om stigningen i bestanden skyldes jævnlige tilførsler af undslupne dyr eller en veltilpasset vild bestand. Men uanset årsagen, så er den ikke velkommen. Ifølge cirkulære LBK no 818, pr 11.12.97, må undslupne pelsdyr, som ikke er indfanget efter 2 måneder, betragtes som vildt og derved omfattet af LBK no 801 af 22.09.1999. Ifølge denne må sådanne pelsdyr jages eller reguleres hele året, også i deres yngleperiode. Her foreligger så det dyreetiske krav, at hvis man f.eks. i maj-juli nedlægger/fanger en hun, som tydeligvis er diegivende, bør man finde boet og aflive ungerne.

I Mette Hammershøi´s afhandling er det søgt belyst hvor stor en del undslupne mink udgør af bestanden. Fangenskabsmink fodres primært med produkter baseret på havfisk og svine-slagteaffald. De særlige fedttyper herfra kan spores i minken i nogle få uger, og de særlige isotoper af kulstoffer kan spores i tænder og kløer i et år eller mere. Ved at analysere 213 indfangne mink fra Thy og Bornholm (1998-2001) kunne man påvise at 48% var nyligt udslupne, 31% havde tilbragt mere end 2 måneder i det fri, og de sidste 21% blev anset som reelt vildtlevende i et år eller mere. Tallene viste en tendens til højere andel af undslupne dyr i Thy og en højere andel af vildtlevende på Bornholm.


LEVESTEDER

Minken foretrækker at leve meget tæt ved vand. Dette betyder at den i Danmark kan træffes langs vandløb og søer og i stor udstrækning langs kysterne. Da minken har lidt svømmehud er den en dygtig svømmer og særligt tilpasset disse levesteder, hvor den trives uden konkurrence fra ilder (mere det åbne land), mårer (mere i træerne) eller odderen (mest til fisk alene).  Vandløb er velegnede blot de er ca 1 m brede og helst byder på slyngninger og gerne lange stræk med pænt fald. ”Kedelige” vandløb i lange stræk over marker mm vil ikke være velegnede. Vandløb af forskellig type udgør dog ofte en god spredningskorridor, idet minken gerne søger nye levesteder via større eller mindre vandløb. Det kan være fra sø til sø eller fra kyststrækninger op ad åens udløb. Mange typer af søer er velegnede, men der må nødvendigvis være uforstyrrede bevoksninger eller skrænter mm hvor minken kan indrette bo. Ofte indgår både sø og å i en minks territorium, søen som fødesøgningssted og åen som yngleplads.

Ved kysten trives minken bedst hvis der er klipper eller stensætninger og moler mm, gerne i havneområder. Sandede eller flade kyststrækninger er ikke egnede.

Minken er ikke tilbøjelig til at grave huler som ilderen. Den sover i hule træer, under trærødder, under havnemoler, i skure eller både, eller i skjul mellem klipper eller i høj bevoksning langs vandet. Yngleboet anlægges ….


FØDE

Det er ikke helt forkert at betegne minken som nærmest altædende, dog foretrækkes animalsk føde. Føden varierer naturligvis efter levestedets muligheder og kan være domineret af krebsdyr og fisk eller af fugle eller af pattedyr. De er dygtige fiskere og kan som odderen – men ikke helt så dygtigt – fange fisk såsom skaller, karper og aborrer mm. Minken kan slet ikke som odderen svømme lige så hurtigt som byttedyrene. Mange fisk kan svømme 6-10 km/t og minken kun ca 3 km/t svarende til 2 kropslængder/sek. Odderen kan svømme 10-12 km/t. Langs kysterne kan de tage arter, som kommer tæt på land, og de dykker gerne ned til fladfiskene på lavt vand. Forår og sommer kan de tage en del fiskeyngel. Ved dambrug og højtprofilerede fiskesteder er minken ikke velkommen.

Småpattedyr udgør en stor del af føden. Det er ofte arter af mus, men ved at tage rotter og mosegrise kan minken for nogle mennesker have ry som værende til nytte.

Fugle indgår i kosten hos op til 50% af minkene, og dette er især grunden deres skadedyrsstatus. I ynglesæsonen går det meget hårdt ud over en række vandfugle, som ikke ”er vant” til dette rovdyrs tilstedeværelse.  Ænder, gæslinger, svaneunger, blishøns, rørhøns, rørdrum, måske rørhøg, og enkelte småfugle er blandt de mest udsatte. Langs kysterne kan de helt rydde strækninger for unger af edderfugle, skalleslugere og lappedykkere mm. Det er ikke kun ungerne i reden som tages, også voksne ænder kan tages på land eller vand. Efter sigende kan de nappe en svømmende and i næbbet. Alle tilgængelige typer af fugleæg tages gerne, og ligeledes derfor er visse vandfugle særligt udsatte, da minken let kan svømme ud til en rede.

Vildtlevende mink er ikke så tilbøjelige til at tage fjerkræ som andre slægtninge blandt mårdyr.  Men det kan selvfølgelig forekomme, især hvis nyligt udslupne – og ikke særlig sky - fangenskabsdyr har svært ved at skaffe sig føde.

Visse steder kan padder udgøre en betydelig del af føden, f.eks. ved at grave efter neddykkede, overvintrende frøer. Udenfor ynglesæsoner, når der ikke er ret mange fugle, kan minken tage hvirvelløse dyr såsom krabber, krebs, insekter og muslinger. I søer kan de let dykke ned og tage dammuslinger.  I princippet tager mink ikke planteføde, men mon ikke at bær og søde sager kan indgå i kosten, f.eks anses bl.a. wienerbrød for et effektivt lokkemiddel i minkfælder. Ådsler tages også gerne, og nogle af de trafikdræbte minks skæbne er måske beseglet mens de søgte efter trafikdræbte dyr og fugle.


YNGLEBIOLOGI

Minkens yngleperiode ligger i en 6-7 ugers periode fra sidst i februar til ind i april. Fra sidst i februar bliver hanminkene særdeles aktive i opsøgning eller markering af territorium. Deres territorium må betegnes som ”en-dimensionalt”  for det opgøres som regel ikke i et areal, men i hvor lang en strækning å, sø eller kyst de råder over.  Det ligger mellem 1 og 3 km afhængigt af hvor god fødetilgangen er. Hunnernes territorium er tilsvarende og kan ofte lappe over 1, måske 2 hanners territorium. Hanners territorium overlapper ikke. Normalt observeres mink aldrig længere væk fra en vandkant end 20 m. Parringen foregår i februar-marts, men fødslerne foregår ca. 2 måneder senere.  Hos minken er der forlænget drægtighed idet æggene efter befrugtningen udvikles kortvarigt til et tidligt stadie med få celler.  Det sætter sig til hvile i et par uger, og først herefter fortsætter den reelle forsterudvikling, som er omkring 28 dage. Derved synkroniseres forsterudviklingen, således at en hun, som har parret sig flere gange (og det gør de som regel – oftest med forskellige hanner) føder ungerne (hvalpe) i den første uge af maj, uanset hvornår æggene blev befrugtet.

Hunnerne parres som regel flere gange, ofte af forskellige hanner, og det er ikke usædvanligt at der befrugtes flere æg end nødvendigt. Der er en tendens til at æggene fra sidste parring(er) har størst chance for at blive udviklet. Nigel Dunstone giver en detaljeret beskrivelse af minkens ”sexliv”. Der er tilsyneladende en voldsom aktivitet i februar og marts. Hannerne flakker meget energisk rundt - gerne gennem flere territorier - for at opsøge hunner. Trods de ofte voldtægtslignende parringer, hvor hunnen kan få bidsår i nakke og på hals, så er begge køn ret promiskuøse. Hunner accepterer og opsøges gerne af flere hanner og hanner bruger så meget energi på parringer at de kan være totalt udkørte bagefter. 


ADFÆRD

Minkens døgnaktivitet og andre adfærdsmønster …. (på vej)


FJENDER OG NATURLIGE TRUSLER

Minkens naturlige fjender i dens hjemland består af ulv, los, prærieulv, jærv og sågar odder. I Danmark er der relativt få reelle prædatorer på mink. Givet er det at duehøg og kongeørn vil kunne tage en mink, og om natten vil den store hornugle helt klart gøre det, hvis en praktisk mulighed viser sig. Landrovdyr som ræv og grævling vil næppe give sig i kast med en mink. Mennesket er herhjemme minkens største fjende. En stor del af bestanden findes trafikdræbte og som nævnt tidligere kan den jages eller reguleres året rundt. Rovdyr har således ingen reel indflydelse på minkbestandens størrelse.

Sygdomme kan spille en væsentlig rolle, idet fritlevende rovdyr altid vil være udsat for en- eller flercellede snyltere eller bakterier og virus. Enkelte undersøgelser i USA viser en normal god helbredstilstand, selvom en  fjerdedel af bestanden ofte har bidsår og mere end halvdelen af bestanden kan være smitte af sinusorm eller indvoldsorme. Lus, lopper og flåt forekommer, men ikke i alvorlig grad.

De fleste undslupne mink vil ofte fra start være i god helbredsmæssig tilstand, hvilket er en nødvendighed for et udbytterigt opdræt. I naturen medbringer de således ikke en lang række sygdomme, men de vil klart være udsatte for smitte af sygdomme fra andre mårdyr.

De indfangne mink i Mette Hammershøi´s afhandling er analyseret for en række sygdomme og de vildtlevende minks helbredstilstand er udfra dette vurderet til at være ganske god. Omkring 7% havde encellede coccidier, og 3% havde æg af rundorme i sig og ingen ormesnyltere iøvrigt. Dette er meget lavt i forhold til undersøgelser af hviderussiske indfangne mink (78% med ormesnyltere) og spanske mink med 41%, og det er meget lavt i forhold til en hyppig optræden hos den nærstående ilder. Sygdomsfremkaldende bakterier som Salmonella og Campylobacter var stort set fraværende, og der kunne ikke spores forekomst af ADV (Aleutisk Disease Virus) eller Distemper Virus. ADV vides at forekomme i en ganske lille del af danske besætninger (<2%) og der kunnes spores antistoffer hos omkring 4% af de vildtlevende. Dette svarer godt til niveauet hos mink i andre landes undersøgelser. Det er givet, at vildtlevende mink med ADV kan være en potentiel smittekilde overfor andre vilde mårdyr eller farmmink i området.


SKADEVOLDER

Minken kan gøre skade ved at tage byttedyr, som normalt ikke vil være ofre for danske indfødte rovdyr  (ilder, mår, lækat, odder, grævling eller ræv). Dertil kommer måske en konkurrerende påvirkning af odder og ilder, hvis levesteder bliver grundigt overlappet af minkens. Mette Hammershøi angiver, at der ikke er meget overlap mellem disse arters føde, så på dette punkt vil konkurrencen være begrænset.

Mink og ilder må forventes at kunne sameksistere i nogen grad, da ilder i størst omfang lever af padder, og lidt pattedyr. Fugle og fisk udgør kun en lille del af ilderens føde. Undersøgelser synes at underbygge at mink og ilder træffes samme steder, og i nogen udstrækning oven i købet kan benytte hinandens huler (dog ikke samtidigt). Da ilderens territorium er mere to-dimensionalt  end minkens er der muligheder for at undgå for mange ”sammenstød”. I ”Team Helsingør” minkregulering er der fanget (og løssat igen) ca 1 ilder for hver 3 mink.

Odderens føde er domineret af fisk og kun en lille del frøer (om vinteren), og af den grund anses mink og odder ikke for reelle konkurrenter. Forskelle i størrelse og adfærd medfører at de ikke udgør fysiske trusler for hinanden. 

Lækat, brud og mårer vil nok kun i enkelte tilfælde mærke konkurrencen fra mink. De kan på grund af deres størrelse eller levested opsøge føde, som er uden for minkens rækkevidde. Den nyligt indførte, ligeledes invasive art,  mårhunden, etablerer sig også i vådområder, hvor den dog i større grad end minken færdes væk fra vandkanterne. Konkurrence mellem mink og mårhund vil givetvis finde sted i takt med at mårhunden etablerer sig, men de har i nogen udstrækning visse habitater for sig selv (mårhund: sumpede enge og overdrev)(mink: stenbesatte kyster og havne mm)

Under beskrivelsen af minkens føde er omtalt arter som kan påvirkes uheldigt. De foreliggende undersøgelser af minkens fødevalg er domineret af vinterfangne mink.


ANEKDOTER

I 2012 havde den eneste tilbageværende fisker i Helsingør Nordhavn (Søren) en mink med på dagens fisketur. Den havde gemt sig under afgang og fór skræmt lidt rundt under udsejlingen, men ville ikke af. Gemte sig i en afkrog indtil indsejlingen om eftermiddagen; her lykkedes det at ”sætte den af” på en af molerne. I Helsingør Nordhavn ses minke jævnligt hoppe omkring på stenmolerne eller svømme tværs over et havnebassin.


LITTERATUR

Mette Hammershøi (2004): Population ecology of free ranging American mink (Mustela vision) in Denmark.(PhD afhandling)

Nigel Dunstone (1993): The Mink