Fældefangst

BEKÆMPELSE AF VILDE MINK


www.friforvildmink.dk



Vildtlevende mink fanges i fælder.


Minkens biologi og adfærd rummer aspekter, som med stort held kan benyttes til at forbedre fangstresultaterne. En mink har normalt et territorium, som består af omkring 2 km vandkant, ofte søbred, åstrækning eller stenkyst. Men det kan også være også ellesump eller havnemole-område, hvor territorieudstrækningen kan være lidt mere vanskelig at vurdere. Minken bevæger sig sjældent mere end 3-5 m væk fra vandkanten og kun helt undtagelsesvis mere end 10-20 m væk. I sin fødesøgning bevæger minken sig rundt i territoriet i visse søgemønstre, som kan virke meget strukturerede. Minken vil ofte bevæge sig frem i terrænet i en fremherskende retning, men i en ”ondulerende” bane med store sving – ligesom mennesker gør når vi leder efter svampe. Det er relativt effektivt-systematisk og i løbet af få dage kan den tilbagelægge og afsøge det meste af territoriet. Visse steder i territoriet foretrækkes særligt, og disse steder skal fælderne fortrinsvis opsættes. Det er f.eks. steder hvor den afsætter ekskrementer eller det er særligt velegnede steder til vand- og landgang. Det er ofte formålstjenligt at anbringe fælder på biotoper, hvor man har registreret minkene, hvilket i princippet kan ske på 3 måder:  Fodspor i sne eller mudder, ekskrementer på særlige steder eller ved direkte observation. Man kan dog finde mange steder, som ”i minkøjne” burde være fortrinlige levesteder, og som regel vil der leve mink her, selvom man ikke direkte kan se spor efter dem. Minken er utrolig meget nysgerrig og vil næsten altid fatte interesse for nye elementer i dens område. Det viser sig ofte ved at minkene fanges ret hurtigt efter fældeopsætningen, det kan være samme nat eller nætterne kort efter. Nogle gange får minken skubbet til fælden udefra så den smækker uden fangst (det kan ræven nu også finde på).

Husk grundlæggende regler for opsætning af fælder: Der er krav til fældens dimensioner og der kræves tilladelse fra lokalitetens ejer. Det er ikke tilstrækkeligt at få tilladelse fra jagtrettens ejer. Vildtlevende mink må reguleres med fældefangst hele året.


Trådfælden på 20 x 20 x 70 cm er den mest benyttede til levende fangst.  Den er meget simpelt indrettet, i den ene ende helt åben, men med en fjederpåvirket lem, som smækker ned og lukker effektivt. Den udløses, når minken træder på en udløserplade langt inde i fælden, nær den lukkede ende, hvor lokkemad anbringes. Fælden er tilpas lang til at minken vil være helt inde i fælden, når den smækker. Da mink ikke ynder at træde ind på en fældes gittergulv, skal bunden af trådfælden dækkes med et lag af sand, jord, mos eller blade. Det er meget nyttigt og mere bekvemt at benytte en strimmel gulvtæppe eller lignende i bunden. Dette er nemt monteret og det kan ligge henover udløserpladen, som vinkler skråt op i luften og kan være svær at dække med blade. ”Gulvtæppet” kan med fordel sprayes med mink urin hvis man kan få fat i noget fra en nærliggende minkavler. Det kan være formålstjenligt, med en ny fælde, at få dem duftopgraderet ved at de står nogle dage og ”syltes til” under bure hos en minkavler. Dette er dog ikke altid muligt. 

I flere lande, i Danmark kun pt v dispensation, benyttes smækfælder, som har en metalplade monteret ”i loftet” af fælden. Smækfælden er omtrent af samme størrelse som trådfælden. Metalpladen er opspændt med en kraftig fjeder og i et drejeled, som får pladen til at smække voldsomt lige ned i hovedet på minken, når den træder på udløserpladen midt i fælden. Minken dør øjeblikkeligt, og det vil en ilder eller mår mm også gøre. Derfor må fælden i Danmark kun bruges på flydeplatforme, som ikke kan betrædes direkte fra land. Dette vil afholde uvedkommende fra at blive fanget, hvorimod de svømmende – og nysgerrige – mink absolut ”må ud og se hvad det er for en tingest”.

I team Helsingør har Morten designet en kassefælde lavet af krydsfiner. Den er aflang som trådfælden og med næsten samme dimensioner, men med adgang (og lem) fra begge ender og med en udløserplade i midten.   Lokkemaden er anbragt på et stykke trådnet ”i taget” af fælden lige over udløserpladen. Når minken træder på udløserpladen lukker begge enders faldlem ned og spærrer. De første erfaringer med denne fælde synes at pege på at den fanger bedre end den traditionelle trådfælde. Måske virker den lukkede kasse mere tiltrækkende for en mink, der vil opfatte den som et rør. Minken kan jo se fri passage lige igennem, og mink elsker rør!

Såvel trådfælden som Mortensfælden er tilstrækkeligt robuste til at modstå minkens forsøg på at bryde ud.


Fælderne anbringes langs vand.

I åløb vil minken ofte svømme ned ad strømmen, og vandre tilbage op mod strømmen. Derfor anbringes fælden helst med åbningen vendt nedstrøms og gerne højst ½-1 meter fra vandet. Oftest vil steder, hvor åen skiller sig ud fra ”det lange lige kedelige løb” i form af svingninger med små brinker og mudderflader eller med fald og hurtigt strømmende vand, være bedst. Meget ofte vil der være fine fældemuligheder, dér hvor åer passerer under broer, gerne større vejbroer, hvor der ikke passerer gående.

Langs søer kan det være svært at se hvor minkene færdes, men det er et godt udgangspunkt at søge nær åernes udløb eller afgang. Nogle søer har strækninger med lav vækst, evt. engstræk med græssende kvæg, eller steder med stærkt bugtende bred og små ”sidesøer”, og disse steder er velegnede. Der skal dog være steder med brinker, stendynger, ”hule” træer eller jordhuler, hvori minken kan finde ro om dagen eller yngle.  Der kan være lange stræk med tæt rørskovsbevoksning og tæt opvækst af høje græsser eller pilekrat og her kan man ikke komme til at sætte fælder i sommerhalvåret.

Langs kyster vil der sjældent være mink ved lange brede sandstrande. Mink vil foretrække sten eller klippebelagte kyststrækninger, men kan godt færdes i ”blandet terræn” med vekslen mellem sten og fri strand, f.eks. langs mange fjorde. Minken vil opholde sig mest omkring stendyngerne og det er her man skal prøve at finde egnede steder. På de stenfrie strækninger vil minken ofte færdes tæt ved højvandslinien, og her kan det være svært at finde egnede fældesteder. Hvis man er overbevist om at der er mink, er højvandslinien det bedste alternativ til stendynger mm.

Næsten samtlige havne i Danmark må formodes at være velegnede levesteder for mink. Der er gode gemmesteder til ophold og ynglen, og der er ofte et rigt udbud af føde. Det kan være diverse fisk eller muslinger og snegle eller det kan være fiskeaffald efterladt af fiskere. Mink er ikke voldsomt sky og i havne eller nær boliger kan de til tider virke nærmest ligeglade med menneskers tilstedeværelse. De kan ligefrem opsøge, evt rasere,  fiskefartøjer, sejlbåde eller skure hvor mennesker færdes næsten dagligt. Det vil tit være muligt at finde egnede fældesteder under gangbroer eller kajkanter eller ude på molerne. De store stenmoler kan dog godt mangle egnede hulrum til en knap 1 m aflang fælde.

                                                         Fælde anbragt ved å med "vandfald"



Fælderne tilsløres grundigt

Der er flere grunde til at de opsatte minkfælder dækkes godt til, men den vigtigste er nok at forbipasserende mennesker helst ikke skal kende til deres tilstedeværelse. Der er ikke noget odiøst i at sætte fælderne, men nogle mennesker kan bare ikke holde fingrene fra dem. Og børn eller unge kan rode ved fælden eller fjerne den - ikke i ond vilje men i almindelig ubetænksomhed,

Minken kan måske nok gå i en fælde som er helt frit og åbent anbragt, men det virker langt bedre hvis fælden er tildækket så indgangen virker som indgangen til en hule eller et rør. Helt optimalt er det hvis fældens bagende er åben for lysindfald, således at fælden virker som et gennempasserbart rør. Med lidt øvelse opdager man hurtigt hvor let det er. Langs åer og søer benyttes afrevent græs eller tagrør (husk grensaks) eller mos og barkstykker, og langs kyster er der næsten altid rigeligt med opskyllet tank som kan benyttes. Den praktiske erfaring er at den ikke altid behøver at være helt 100% skjult. Selvom den måske kan anes ved nærmere kig vil de fleste mennesker ikke opdage den, hvis de ikke lige ved at den er der.

Tildækningen kan måske også i nogen udstrækning tjene til at uvedkommende dyr ikke opdager fælden og stjæler af lokkemaden. Fritløbende hunde eller katte vil dog nok let kunne lugte sig frem til lokkemaden og mus og rotter ligeså. Men måske vil visse småfugle mm lade fælden i fred hvis de ikke kan se den.



                     

                                                          Fælden er nu dækket af vegetation


                                     

Klik her hvis du vil læse om sporing af mink